Fastelavnsboller

15-02-2026

Der er næsten ikke noget hyggeligere end at bage fastelavnsboller til mine to børns klasse, når der er fastelavnsfest i skolen. I morgen skal de forkæles med hjemmebagte, bløde og let søde boller – og indeni gemmer der sig en lækker kerne af Nutella. Det er ren fastelavnsglæde og en lille kærlig hilsen fra mit køkken til alle børnene.

Rigtig god fastelavn 🎭

Ingredienser 24 stk.

Dej

  • 3 dl sødmælk

  • 50 g gær

  • 2 æg

  • 8 spsk sukker

  • 700 g hvedemel

  • 1 tsk groft salt

  • 150 g smør (stuetempereret)

Fyld

  • Nutella

  • Chokoladestykker

  • Vaniljecreme

Derudover

  • 1 æg til pensling

  • Glasur i forskellige farver (valgfrit)

  • Hakkede nødder (valgfrit)

Fremgangsmåde

Lun mælken, til den er lillefingervarm. Hæld den i en skål og opløs gæren heri.

Tilsæt æg, sukker, hvedemel og salt. Ælt dejen i ca. 5 minutter på røremaskine.

Skær smørret i mindre stykker og tilsæt det lidt ad gangen. Ælt videre i yderligere 5 minutter, til dejen er smidig. Den må gerne være let klistret.

Dæk skålen til, og lad dejen hæve i 1 time ved stuetemperatur.

Del dejen i stykker á ca. 60 g (ca. 24 stk.).

Tryk eller rul hvert dejstykke fladt, så der er plads til ca. 1 teskefuld fyld i midten.

Fold siderne ind mod midten, saml dejen og vend bollen med samlingen nedad. Tril den forsigtigt rund.

Læg bollerne fordelt på 2 bageplader med bagepapir 

Lad bollerne efterhæve i 45 minutter.

Pensl med sammenpisket æg.

Bag ved 200 °C (varmluft) i 10 minutter, til de er gyldne.

Lad fastelavnsbollerne køle helt af, inden de pyntes med glasur og eventuelt hakkede nødder.

Share
Lav din egen hjemmeside gratis! Dette websted blev lavet med Webnode. Opret dit eget gratis i dag! Kom i gang